Løbestatus februar 2007

Med skam må jeg meddele, at jeg siden Ultramarathon sidste år stort set ikke har fået løbet. Listen med dårlige undskyldninger er ganske lang og kan rekvireres ved henvendelse hos forfatteren.
Jeg har dog nu tænkt mig at ændre den dårlige vane og har lavet en snedig plan, der handler om at løbe på arbejde og hjem igen. Det er ca. 3,5km hver vej og som den seneste forskning viser drejer det sig ikke om træningslængden men mere om intensiteten.
Eksperimentet tog således sin begyndelse i morges kl 07.20, bælgmørkt og med -6,3 grader. Det var pænt koldt og måske ikke det mest motiverende. Til gengæld var turen hjem i høj sol, frostvejr og med udsigt til Esja (dog uden nordlys) og Perlan. Nu er jeg mere træt i benene end efter 55 km i sommer!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar